Få Isabella-forteltet repareret

Per Højgaard - Den 03/07-2003

Tips & tricks ·  Campingland.dk's 12 år gamle fortelt havde fået ødelagt vulsten. Kan den repareres og er det til at betale sig fra? Vi tog på besøg hos Isabella i Vejle for at få svar på vores spørgsmål.

Riiiiiitsjj... Lyden af en vulst der lader livet på sin tur gennem teltskinnen. Ikke en særlig behagelig start på ferien, men alligevel en ting som mange campister har oplevet - campingland-familien inklusive.

"Vulsten" er den del man trækker gennem teltskinnen for at fæstne forteltet på campingvognen. Den består af en gummikerne der pakket ind i et kraftigt stykke lærred.

En meget almindelig skade
»Det er en af de mest almindelige skader på et fortelt. Vi reparerer i gennemnit en 2-3 stykker om ugen, så ualmindelig er den ikke«, fortæller Isabellas salgschef Tommy Boisen. Problemet opstår når vulsten støder på skarpe kanter.

»Det er næsten altid en skarp teltskinne der river hul«, supplerer Carsten Dyg der er marketingdirektør hos Isabella. »Hvis ikke teltskinnens åbning er blevet slebet og alle graterne er fjernet ved teltskinnens åbning, kan skinnen være knivskarp - og det river altså hul.«

God service hos forhandlerne foreskriver, at dette er efterset inden vognen ruller ud af butikken, men ikke alle forhandlere er lige gode til at huske det. Det bekræfter antallet af telte der kommer til reparation.

Helen og kollegerne på systuen
Vi tager vores skadede telt under armen og bevæger os over til den afdeling der fungerer som "skadestue" for tilskadekomne telte.

Her venter en anden campist med sit fortelt. Han skal have en ny løber på lynlåsen i en af "dørene" - en operation som klares på 2 minutter af de erfarne piger på systuen.

»Hvad skal jeg giver for det?«, spørger campisten. »Stik du bare af - og hav en god sommer«, bliver manden hilst, og han går smilende derfra. »Når man har købt et Isabella telt skal man også have lidt service« siger Carsten Dyg til os.

Sypigen Helen tager imod vores "patient" der foldes ud og undersøges. Efter at have lokaliseret skaden går det ellers løs.

Sammen med en kollega skilles teltets vulst fra resten af teltet. Det ser voldsomt ud kan vi konstatere fra sidelinien mens vi forsøger at følge med - det går stærkt...

Teltkanten renses af for tråde og bringes over til en af systuens maskiner. »De maskiner vi arbejder med i dag samler alle vulstens tre dele på en gang«, fortæller Helen. »I gamle dage skulle det hele igennem to gange - det tog længere tid og var mere besværligt«.

Inden vi får set os om har Helen kørt en ny vulst på, og teltet pakkes sammen. Hvad vi havde forventet ville tage i hvert fald et par timers arbejde er overstået på en halv times tid.

250-300 kr. for at få vulsten skiftet...
»Hvad koster det at få skiftet vulsten på et fortelt«, spørger jeg Tommy Boisen og får at vide, at det er teltets størrelse der afgør den nøjagtige pris. Men i omegnen af 250-300 kr. skal man regne med.

Aflever dit skadede telt hos caravanforhandleren
»Hvis du får en skade skal du aflevere dit telt hos caravanforhandleren«, fortæller Tommy videre. »De sender teltet videre til os. Fra vi har modtaget teltet til det sendes retur går der mellem 2-3 dage og op til 14 dage hvis vi har rigtig travlt«, slutter han.

Vi tager fra Isabella en god erfaring rigere - jo det kan sagtens betale sig at få teltet repareret. Men endnu bedere kan det betale sig at passe godt på sine ting!

Læs mere om Isabella på internettet - du finder link under "BesøgWWW".