Campingpladser · FDM camping er den første campingkæde i Danmark, der opnår miljømærket EU-blomsten. Gæster på FDM camping kan derfor holde en lidt grønnere ferie fortæller FDM i en pressemeddelelse.
Miljøvenlig adfærd er gennem de senere år blevet en del af danskernes bevidsthed. Men når ferien står for døren, kan det være svært at sikre sig en grøn ferie. Hos FDM camping har man taget miljøudfordringen op og har i de sidste par år arbejdet for at gøre samtlige campingpladser endnu grønnere. Resultatet af dette arbejde er netop blevet belønnet ved, at alle FDMs campingpladser har fået tildelt miljømærkningen EU-blomsten.
Stolte over EU-blomsten
”Vi er meget stolte over, at alle vores pladser har fået EU-blomsten. Det har været en lang proces, som har medført, at vi de to sidste år har måtte arbejde målrettet på at få alle vores pladser miljøgodkendt. EU-blomsten betyder, at vi med rette kan profilere os som en grøn campingkæde både for gæster fra Danmark og fra udlandet”, siger Søren Dahlin, campingchef i FDM.
FDM camping er den første, danske campingkæde, hvor samtlige pladser lever op til kravene for EU-blomsten. På campingpladserne vil gæsterne opleve miljøvenligheden ved, at affaldet sorteres, belysning sker med lavenergipærer, vandhanerne har tilkoblet vandsparer, og der kun benyttes grønne leverandører.
”Hos FDM camping har vi valgt at gøre en stor indsats for miljøet og vise, at der ligger handling bag vores intentioner. Campingferien foregår i naturen, derfor skal vi – både medarbejdere og gæster – værne om den på bedste vis, sådan at campinglivet fortsat sker på landets grønne oaser”, siger Søren Dahlin.
Krav til den daglige drift
EU-blomsten stiller krav om, at den daglige drift er miljøvenlig. Fx ved at campingpladsen fokuserer på sit energi- og vandforbrug og erstatter brugen af kemikalier med miljøvenlige stoffer.
FDMs har miljørigtige campingpladser i Balka Strand, Billund, Bjerge Sydstrand, Hegedal Strand, Holbæk Fjord, Holmsland Klit, Kollund, Nykøbing Nordstrand, Skive Fjord, Tangloppen, Thurø, Østersøparken og Ålbæk Strand.