Elitetour: Langeland's nyeste minibadeland

Per Højgaard - Den 06/05-2004

På tur ·  Ristinge Camping & Feriecenter er i færd med at opføre et udendørs minibadeland. Lejrchef Alice Pico Andersen ser til, mens håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på værket, og i Kristi Himmelfartsferien åbnes dørene for første gang.

Campingland-familien er landet på det sydlige Langeland hos Ristinge Camping & Feriecenter hvor håndværkerne er godt igang. I løbet af maj måned åbner pladsens nyopførte udendørs "minibadeland", og i Bededagene er håndværkerne igang med at lægge sidste hånd på belægningen omkring poolen.

"Sidste år tog jeg beslutningen", fortæller Alice Pico Andersen der ejer og driver Ristinge Camping & Feriecenter på fjortende år. "Jeg havde fået energien og lysten til at gå igang med det store projekt. Idéerne var der, og i januar gik vi igang med de første spadestik."

Minibadelandet bliver på godt 300 kvm. med boblezone, seperat børnepool, vandrutchebane og en max. dybde på 1,35 meter. Omkring poolen er der bygget solterasse op i flere niveauer.

På samme tid er den ene servicebygning ved at få en overhaling, og der bliver bygget en række nye luxus-hytter.

Ved Ristinge Klint
"Efter at færgen stoppede med at sejle har vi måttet tænke anderledes her på Langeland", fortæller Alice over en kop iskold kildevand i køkkenet ved pladsens reception.

"I gamle dage havde vi en del gæster på grund af trafikken mellem færgelejerne i nord- og sydlangeland - altså campister som brugte os som overnatningsplads på turen til og fra fra færgerne. I dag sejler færgerne ikke mere og det kan naturligvis mærkes".

Men pladsens 300 matrikler er alligevel godt besøgt. Det skyldes, at der i højere grad slåes på kvalitet og gode faciliteter, og her er det nye badeland endnu et skridt.

Natur og "Morten Korch-idyl"...
Langeland er et "overset" hjørne af Danmark. Det er ikke et område hvor man "lige" kommer forbi og det er faktisk en skam. For selve øen har nogle flotte naturoplevelser at byde på.

Klinten ved Ristinge, den lille havn, små hyggelige landsbyer, stråtægt idyl, dyrelivet og ikke mindst stilheden! Og så er Langeland idéel for cykelfolket.

I H. C. Andersens fodspor
I morgen tidligt går turen videre til østfyn hvor campingland-familien skal gense Bøsøre Strand Feriepark, og vi behøver vel ikke at fortælle, at ungerne glæder sig til en tur i pladsens flotte indendørs badeland?