Camping · Anna og Preben Kodbøl fra Oksbøl har aldrig i hele deres liv vundet noget - indtil nu! I forbindelse med den store Hobby konkurrence "Vind en sprit ny campingvogn" jokede Anna Kodbøl med flere af deres camping-vennepar, at NU var det altså deres tur til at vinde! Og det gjorde de så!
Titusindvis af konkurrencekuponer er over foråret og den tidlige sommer blevet indleveret hos Hobbyforhandlere over det ganske land – og lykkekuponen blev en kupon fra Tarp Caravans ved Esbjerg.
Så der var festdag, med blomster og champagne, hos Tarp mandag d. 29. juni – da Niels og Lone Bressendorff sammen med Ib Langkjær, Hobbys agent i Danmark, kunne overrække en flot spritny Hobby De Luxe, sponseret af alle danske autoriserede Hobbyforhandlere, til Anna og Preben Kodbøl.
Skæbneåret blev 2003
Det var på Hvidbjerg Strand Feriepark, at Prebens fætter og dennes kone bestemte sig for at introducere familien Kodbøl til camping. Derefter var parret "solgt", og hurtigt købte de deres første egen campingvogn - en fin ny Hobby.
Dog ville de faktisk begge have ønsket, at de var kommet i gang endnu tidligere. Det med børn og camping kan de nemlig hundrede procent nikke genkendende til. Deres 2 døtre samt lillebroderen har igennem årene elsket at være af sted med både familien og kammerater.
Familiens 3. Hobby
Preben Kodbøl er til dagligt ansat som skibsfører hos Herning Shipping og Anna Kodbøl er støttepædagog på Lykkesgaard Skolen. Og der er ingen tvivl om at De Luxen vil få "et kærligt hjem"!
Anna og Preben er rigtige ude- og naturmennesker, som altid har sat pris på den frihed som campinglivet giver. De har lige her pr. 1. juni købt sommerhus ved Vejers Strand, men de vil samtidig fortsætte deres skønne campingliv.
”Det her er vores 3. Hobby og da alle vores 3 børn snart er fløjet fra reden, glæder vi os da til at køre ud i det blå og opleve på tomandshånd. Danmark har altid været vores foretrukne rejsemål, men med denne nye flotte vogn, vil vi bestemt ikke udelukke at udlandet også kunne trække.” siger Anna og Preben. I flere år har familien ligget fast hele foråret på den femstjernede Hvidbjerg Strand Feriepark.
Happy Hobbyeventyr
Hvis man spørger parret om de har et godt råd til familier der endnu ikke prøvet camping – så er det ganske simpelt. ”Lej eller lån en vogn – og kom ud i det blå. I vil ikke fortryde det!”
Så det var de rigtigt store smil, der var fremme den sommerformiddag i Tarp – både hos Parret Kodbøl, ejerne af Tarp Caravans og Ib Langkjær. ”Det er jo altid skønt at sende en glad familie på et nyt Hobbyeventyr – Happy Hobby” slutter Ib Langkjær.