Camping · Da den tyske producent af campingvogne, Hobby, skulle trække vinderen af en ny campingvogn blandt 25.000 europæiske deltagere, blev det en dansk vinder.
Da der blev trukket lod om campingvognen, stod det klart, at campingvognens hjem skulle være i Vester Lyby nær Skive. Det var Frida Sidelmann Pedersens kupon, som blev afleveret til et arrangement på Møllegårdens Camping i Vilsund. I starten var vinderen lidt mistroisk, men følelsen blev hurtigt erstattet af glæden over en helt ny campingvogn.
Familien på mor, far og intet mindre end seks børn er trofaste gæster til arrangementer på Møllegårdens Camping. Til Hobby arrangementet fik de ikke købt campingmøbler som planlagt, men de gik ikke tomhændet hjem efter lidt små køb – og selvfølgelig deres splinternye campingvogn.