Danmarks største campingudstilling i Herning

Pressemeddelelse / Per Højgaard - Den 17/02-2009

Camping ·  Otte store messehaller på i alt 37.000 m2 er spækket med vogne, udstyr og ferietilbud til de campinginteresserede danskere når Ferie for Alle afholdes i weekenden – og det gør campingudstillingen til den hidtil største af sin art i Danmark.

Hundredvis af campingvogne og autocampere udstilles side om side, når det i weekenden går løs med Ferie for Alle 2009 i MCH Messecenter Herning. Otte store messehaller på i alt 37.000 m2 er spækket med vogne, udstyr og ferietilbud til de campinginteresserede danskere – og det gør campingudstillingen til den hidtil største af sin art i Danmark. Ferie for Alle 2009 finder sted fra 20.-22. februar 2009.

Samtlige campingmærker er med
Samtlige campingmærker på det danske marked er med i Herning. De 25 mærker fordeler sig på 51 forhandlere, der medbringer næsten 300 campingvogne i forskellige størrelser, typer og prisklasser. Der er også rig lejlighed til at gå på opdagelse blandt moderne autocampere, hvor 15 forhandlere præsenterer knap 190 vogne fordelt på 27 mærker.

Udover at finde en ny campingvogn eller autocamper, kan de besøgende på feriemessen i Herning også vælge mellem et stort udbud af udstyr – såvel de klassiske sællerter som de nyeste produkter på markedet. I alt 24 stande er spækket med udstyr på Ferie for Alle 2009. Hertil kommer et stort udbud af teltvogne, fortelte og almindelige telte til campingferien.

Andenstørst i Europa
Når campingvognen eller autocamperen er fundet, og udstyret er på plads, er det tid til at finde destinationen for rejsen. Også her kan de besøgende på Ferie for Alle 2009 vælge mellem en lang række ferieoplevelser i både Danmark og udlandet. Flere end 220 campingpladser er repræsenteret i Herning. Det gør, ifølge Dansk Camping Union (DCU), campingudstillingen i Herning til den andenstørste i Europa – målt på antallet af campingpladser.

Over halvdelen – eller godt 130 – af campingpladserne er fra Danmark, og de fordeler sig over hele landet. Flere af de europæiske campingpladser – i alt 94 – bliver præsenteret på store fællesstande, hvor bl.a. Italien, Østrig og Holland har egen stand. Hertil kommer ferietilbud fra foreninger og organisationer som DK Camp, DCU, FDM, Topcamp og Camping Cheque.

5-stjernet luksus på fire hjul
Næsten 10 meter lang, en totalvægt på knap ni tons og med plads til en Fiat 500. Den store og topmoderne autocamper Frankia I 9300 QD-Car bliver for første gang vist frem for det danske publikum på Ferie for Alle 2009. Autocamperen er bygget på MAN 8.180 med 180 HK og er indrettet til fem personer med sovepladser, køkken, toilet og opholdsrum med fladskærm. Tilmed kan der let køres en lille bil ind i bagenden af autocamperen. Det er NBC Niels Brændekilde, der udstiller den luksuriøse Frankia på feriemessen – og er man til femstjernet luksus på fire hjul, kan den købes for lige knap 2 mio. kr.

Besøg Ferie for Alle i weekenden den 20-22. februar - læs mere på MCH´s hjemmeside via linket øverst i artiklen.