Campingrådet til miljøministeren: Større campinghytter tak!

Pressemeddelelse / Per Højgaard - Den 04/01-2008

Campingpladser ·  Campingrådet har på vegne af landets campingpladser i det seneste års tid forhandlet med By- og Landskabsstyrelsen om et nyt campingreglement, og der er opnået enighed om langt de fleste områder. Der mangler dog enighed om et enkelt meget centralt emne – nemlig den fremtidige størrelse på hytter.

By- og Landskabsstyrelsen vil kun give mulighed for hytter på 30 m2, mens Campingrådet ønsker hytter på 35 m2.

Som en konsekvens af den manglende enighed har Campingrådet skrevet til miljøminister Troels Lund Poulsen og bedt om, at han giver de danske campingpladser mulighed for at bygge hytter på 35 m2 i fremtiden.

Ønsker samme muligheder som nabolandene
”Det er vort klare ønske, at ministeren giver os lov til at bygge lige så store hytter, som man kan i vores nabolande. Vi vil have lov til at bygge campinghytter på 35 m2, så vi kan konkurrere på lige fod.

Som det er nu, kan vi i Danmark kun bygge hytter på 25 m2, og det er ikke nok. Præcis som vi alle vil have flere m2 derhjemme, så vil vores gæster også have det, når de er på ferie. Hvis vi ikke kan tilbyde det, så tager de blot til Sverige eller Tyskland i stedet.” siger formand for Campingrådet, campingpladsejer Preben Christensen.

”I forhandlingerne med By- og Landskabsstyrelsen har vi på ingen måde blot ”krævet ind”. Vi har fuld forståelse for, at der skal tages store naturhensyn med den placering som de fleste campingpladser har", udtaler Preben Christensen.

"Vi har derfor også accepteret, at der skal være begrænsninger på udviklingsmulighederne i strandbeskyttelsesområdet, at der skal være begrænsninger på antal hytter i forhold til de gældende regler, at der skal være maksimale højder på hytter, at hytter skal placeres bagerst på campingpladserne og at hytter skal have bestemte naturfarver.” siger Preben Christensen.

Landsformand frygter tab af markedsandele
”Hvis ikke vi får samme vilkår som campingpladser i udlandet, frygter jeg, at vi på sigt vil tabe markedsandele til vore udenlandske konkurrenter. Allerede nu har dansk camping det svært på det tyske marked, og denne tendens vil desværre forværres, hvis ikke vi får lige konkurrencevilkår. Campingpladserne skaber mange arbejdspladser, men vi kan få svært ved at skabe lige så mange i fremtiden, hvis ikke vi får ordentlige konkurrencevilkår” siger Preben Christensen.

Danske campingpladser skaber årligt godt 7.000 fuldtidsarbejdspladser – specielt i udkantsområder, omsætter for godt 4,5 mia. kr. – hvoraf mere end 1 mia. kr. er i fremmed valuta.