Camping · Gulvvarme i forteltet! Ønsketænkning vil nogle måske nok sige, men udvikling af idéen er faktisk så langt hos Isabella-fabrikkerne, at produktet kan tages i brug inden for kort tid. Campingland-familien er valgt som testpiloter på den nye prototype der er installeret i et rekordstort fortelt.
Om kun 2 år kan Isabella holde 50 års jubilæum, og på fabrikkerne i Vejle arbejder designafdelingen på højtryk med en håndfuld idéer til kommende Jubilæums-produkter. Allerede nu er der lavet flere forskellige teltmodeller med mere eller mindre traditionelle løsninger, og et af de største telte skal Campingland-familien være testpilot på.
Specielt for teltet er, at det er 6 meter dybt, og som en ekstra luxus udstyret med gulvvarme. Forteltet ligner et almindeligt Commodore Alfa, men her stopper lighederne også.
Gulvvarme indbygget i underlaget
Den nok mest banebrydende nyudvikling er gulvvarmen. Der er tale om en videreudvikling af underlaget "Comfort Carpet" som Isabella netop har introduceret.
"Vores designerne fandt hurtigt ud af, at underlaget var velegnet til indbygning af en tynd el-varmefolie af samme type som benyttes i campingvogne", fortæller Tommy Boisen fra Isabella.
"Den tynde folie er blevet bygget ind i det nye ComfortCarpet, og skal kobles til en transformator som fødes via almindelig 220 volt. Gulvvarmen har 3 forskellige varmeindstillinger. Sammen med det isolerende underlag kan man holde en temperatur omkring 20-25 grader ved fødderne, og dermed opnå et godt indeklima", fortsætter Tommy. Og dermed skulle det være helt slut med fodkolde og fugtige fortelte.
Campingland-familien tester
I løbet af forsæsonen vil Campingland-familien teste gulvvarmen i prototypen af det rekordstore fortelt der har fået udviklingsbetegnelsen "Isabella XXXL".
"Vi synes det er spændende at være med til at produktudvikle - det har vi aldrig prøvet før", fortæller Per Højgaard fra Campingland.dk.
"Det bliver noget af en udfordring at sætte et fortelt op af denne størrelse, og finde hoved og hale i de mange stænger. Men vi glæder os nok mest til at opleve gulvvarmen. Efter planen give vores vurdering af produktet omkring sommer, så designteamet kan finjustere og gøre gulvet klar til den kommende sæson.", slutter Per.