Byaasgaard Camping bliver endnu grønnere

Per Højgaard - Den 19/07-2010

Campingpladser ·  Byaasgaard Camping ved Roskilde fjord, har altid haft naturen og miljøet i højsædet. Nu tager pladsen endnu et miljørigtigt skridt, og midlet hedder "grøn strøm".

Lejrchef Allan Jørgensen valgte tilbage i 2002, da han købte pladsen, at tænke naturen og miljøet ind i sine projekter hver gang der skulle ske noget nyt på pladsen.

I mange år har pladsen benyttet regnvand til rengøring af kemiske toiletter og som skyllevand i de almindelige toiletter.

Oliefyret er stort set altid slukket
Da man i 2005 valgte at forny hele varme installation i forbindelse med en større renovation af faciliteterne på gården, faldt valget på 2 store træpille fyr. Fyrene benyttes til opvarmning af brugsvand og centralvarme anlægget på gården. Fyrene opvarmer i alt ca 800m2 beboelse, kiosk, kontor, baderum, familierum, puslerum og fælleskøkken.

Byaasgaard valgte at beholde et af de gamle oliefyr som ekstra backup, og i de sidste 5 år har oliefyret kun været startet op i forbindelse med serviceeftersyn en gang om året.

På trods af, at der er mere arbejde i at benytte et pillefyr end i et oliefyr, er det helt klart arbejdet værd.

Miljørigtigt strøm
Det sidste nye tiltag fra Byaasgaard´s side for at hjælpe miljøet, er at al strøm fremover er grøn strøm. DONG garanter at der bliver produceret en mængde strøm svarende til Byaasgaard´s forbrug på et vedvarende energianlæg. (DONG Energy Vindstrøm kommer fra vindmølleparken "Overgaard", der ligger tæt ved indsejlingen til Mariager Fjord.)

Det betyder dog ikke at sparepærerne lyser grønt, men blot at man med god samvittighed godt kan tænde lyset.

Lejrchef Allan Jørgensen fortæller at naturen altid har betydet meget for ham, og at det er en stor glæde at kunne gøre noget for miljøet, selv om det kun er i det små.

- Jeg tror på, at hvis vi alle bare tænker os om i det daglige, så kan vi alle gøre en stor forskel. Det er ofte de små ting, som kan gøre den store forskel, siger Allan Jørgensen.

- Mange af de tiltag vi har gjort for miljøet er ofte også til fordel for økonomien i det lange løb, så der er ingen grund til ikke at gøre det, smiler lejrchef Allan Jørgensen.

Læs mere om Byaasgaard via linket øverst i artiklen.