Udstyr · Markedet for campingvogne er i rivende udvikling. Camping er populært og campister har penge mellem hænderne. Kravene til nye campingvogne er steget proportionelt med friværdierne. Det handler om design og det handler om funktionalitet.
Sidste år lancerede den tyske fabrikant af campingvogne, Bürstner, deres nye modeller under begrebet "arkitektur på hjul". Især lanceringen af den helt nye mellemklassemodel, Belcanto, satte nye standarder og gjorde op med de traditionelle idéer om, hvordan det rullende sommerhus skal se ud.
”Men fabrikkens arkitekter hviler ikke på laurbærrene”, siger Steen Rasmussen fra Caravan Ringen, som er den danske importør af Bürstner.
Mediesøjle med fladskærms TV
I de nye modeller til sæsonen 2007 har de arbejdet videre med detaljerne og blandt andet udviklet en speciel mediesøjle i børstet aluminium, som integrerer de populære fladskærms TV med det øvrige inventar på en smart og fleksibel måde. Samtidig sikrer den en sikker placering under transport.
Siddekomforten i de nye Belcanto-modeller er blevet yderlige forbedret med nykonstruerede hjørnehynder, og indretningsarkitekterne har skabt hele ni forskellige farveverdener til hyndestofferne.
Eksklusiv model til Danmark
”I samarbejde med Bürstner har vi udviklet en ny serie, Belcanto X-clusive, specielt til Danmark i de populæreste vognstørrelser 460, 500 og 550. De fire modeller har i forvejen et højt udstyrsniveau, men derudover har de fået sølvlakering udvendig. De er udstyrede med den brede Seitz dør med vindue, alufælge og Ultra Heat som tillægsvarme til Truma varmeovnen. Det betyder, at man kan klare ophold i endnu lavere temperaturer, og det er muligt at varme vognen op uden brug af gas", siger Steen Rasmussen.
Serien består af to modeller i størrelsen 460 med henholdsvis fransk dobbeltseng eller enkeltsenge.
Den populære størrelse 500 er indrettet med fransk dobbeltseng og så er vognen 250 cm bred, som giver en stærkt forbedret rumudnyttelse.
3 etagesenge til børnefamilien
"Til børnefamilierne har vi valgt en 550'er, der også er 250 cm bred. Modellen har fransk dobbeltseng, rundsiddegruppe og to etagesenge i enden. Den kan også leveres med tre etagesenge", siger Steen Rasmussen og fortæller at X-clusive modellerne kommer til at koste fra 129.000 til 148.000 kroner.
"Jeg tror på, at specialmodellerne bliver de helt store tilløbsstykker, så vi må jo håbe, at vi kan skaffe tilstrækkeligt mange til landet foråret igennem".
Læs mere om Bürstner på Caravanringens hjemmeside.