Campingpladser · Blokhus Natur Camping introducerer fra 1. januar 2025 en ny og økonomisk fordelagtig mulighed for campister, som vil nyde det smukke Vesterhav.
Gennem et nyt samarbejde med den hollandske campingorganisation ACSI, bliver campingpladsen i Jammerbugten en af Danmarks mest prisvenlige overnatningsmuligheder uden for højsæsonen.
For kun 19 EUR (omkring 142 kr.) pr. nat kan ACSI-medlemmer fremover overnatte på Blokhus Natur Camping.
Denne pris dækker overnatning for op til to personer samt eventuelle kæledyr og inkluderer blandt andet badefaciliteter, påfyldning af vand og 4 kwh strøm pr. døgn.
Nye ejere, nye tiltag
Siden foråret 2023 har Peter Daugbjerg Jensen og Mia Jin Gravesen stået i spidsen for Blokhus Natur Camping, og de er nu klar til at byde flere campister velkommen med dette nye tiltag.
Målet med samarbejdet er at tiltrække flere besøgende til området, som byder på fantastiske naturoplevelser, både langs stranden og i de omkringliggende plantager.
Samtidig håber campingpladsens ledelse, at det vil give flere lyst til at opleve Jammerbugten uden for de klassiske ferieperioder.
Det nye tilbud kommer til at omfatte omkring halvdelen af campingpladsens kapacitet og gælder hele 2025.
Blokhus Natur Camping spreder nyheden
Ledelsen på Blokhus Natur Camping ser frem til at øge kendskabet til pladsen gennem deres deltagelse i forskellige feriemesser rundt om i Jylland.
Samtidig understøtter de Jammerbugt Kommunes og Visit Nordvestkystens ambitioner om at tiltrække flere autocampere og campister til området, hvilket vil være med til at aflaste natur- og rastepladser i lokalområdet.
Find tilbud og læs mere om pladsen her.