Udstyr · Der er kamp om campisternes gunst. Caravanproducenterne står nærmest på tæer for at overgå hinanden i det der bedst kan betegnes som "De Olympiske Lege i komfort". Seneste brandvarme skud på stammen kommer fra Adria der har flyttet lænestolen ud i campingvognen.
Som de første får de besøgende på udstillingen i Herning lejlighed til at se den nye Adria Classica 613 PU der er indrettet med 2 komfortable lænestole med tilhørende fodskammel – alt placeret hensigtsmæssigt overfor TV’et.
Kun sut-skoene mangler for at føle sig ”hjemme”, fortæller direktøren for Adria i Danmark, Helmer Schmidt.
Han spår, at den nye Adria sætter helt nye normer for siddekomfort i campingvogne. Foruden stolene er der en rummelig rundsiddegruppe i vognens bagende. Forenden indeholder dobbeltseng og toiletafsnit.
Egenvægten er 1425 kg. og prisen, incl. Alde centralvarme samt gulvvarme, er kr. 148.980.
Se den komfortable nyhed på Ferie for Alle i weekenden den 23-25 februar.