Adria klar med 20 modeller til helårscamping

Pressemeddelelse / Per Højgaard - Den 15/01-2007

Udstyr ·  Stor komfortpakke, bedre isolering vil ændre campingmønstret, spår Adria i en pressemeddelelse, og det har fået caravanmærket til at fordoble sit udbud af vintervogne.

Vintercamping er blevet det helt store hit i år. I takt med, at camperne er blevet bedre isoleret, så de kan bruges hele året, stiger antallet af helårscampister. FDM kan således melde om mere end 150 campister lige nu på blot tre vinter-campingpladser.

- Campingvognen er absolut blevet et alternativ til et sommerhus, siger direktør Helmer Schmidt fra Adria Danmark. De fleste benytter i dag deres sommerhus hele året, og hos Adria har man for flere år siden mærket en stigende trend for interessen for helårscamping.

En væsentlig forbedret isolering af campingvognene og et langt bredere komfort-program, har gjort det muligt også at vintercampere. Og i år tager Adria det fulde skridt hen mod helårscamping. Fabrikken har i 2007 fordoblet antallet af modeller, der kan betegnes helårs-campingvogne, så den slovenske fabrik nu tilbyder 20 modeller, der alle opfylder kravene til helårscamping. Det betyder, at alle modeller i Classica og Adiva serien nu er udstyret med ekstra isolering og Alde centralvarmeanlæg.

Digitalstyret
Det nyudviklede anlæg – Compact 3010 – kan bedst sammenlignes med central-varme-anlæg fra boliger, hvor der jævnt over hele huset fordeles radiatorer, hvori der flyder varmt vand. Radiatorerne i Adria modellerne er blot indbygget i sædekasser, senge, køjer og i bad-og toiletrum, så de ikke på nogen måde skæmmer vognen. Opvarmning kan ske ved enten gas eller el, og varmen styres fra et avanceret digitalt display, der fortæller termostaten, hvilken temperatur, man ønsker i vognen. Det er helt enkelt og uden problemer, fortæller direktøren.

Gulvvarme hitter
Udover centralvarme er Adrias modeller til helårsbrug også monteret med el-gulvvarme, der dækker områder ved indgangsdøren, ved siddegrupper, på langs i vognen og i toiletrummet, så man absolut ikke kommer til at fryse fødderne,

selvom temperaturen falder til under frysepunktet uden for. Den elektriske gulvvarme er af det kendte Ebecco-system, der udmærker sig ved en meget hurtig opvarmning af gulvet. Effekten kommer fra en omformer i vognen, der leverer 48 volt til varmemåtterne.

Hvis isolering og varme skal udnyttes fuldt ud, kræver det også en effektiv ventilation. Det har Adria skabt ved at udfræse ventilationssprækker i overskabene, så luften kan cirkulere helt frit. Trods den store komfortpakke er det lykkedes at holde priserne i ro.

Der kan således være helt op til 100.000 kr. at spare på en Adria i forhold til konkurrenter - uden at gå på kompromis med udstyret. I de store modeller er der også fladskærm med DVD og hi-fi lyd over separate højttalere. Så komforten er helt i top – selvom kalenderen står på vinter og kulde. Adrias vintervogne fåes fra mellem 137.000 og 176.000 kroner.

Læs mere om Adria's nyskabelser på mærkets danske hjemmeside, og se dem på campingmesserne i januar og februar...