50 år med glade campister

Campingland.dk - Den 09/05-2014

Campingpladser ·  Byaasgaard Camping en af de ældste campingpladser i Danmark og kan i år fejre sin 50 års fødselsdag. Byaasgaard ligger utrolig smuk lige ned til indsejlingen af Roskilde fjord.

hvilket nok er en del af pladsens store succes udover alle de dejlige campister, som har gæstet pladsen igennem årene.

Den 31. maj fejre Byaasgaard sin fødselsdag med lagkage og kaffe mellem kl. 12.30 og 14.30. og man er ikke i tvivl om at Byaasgaard er glad over at fylde rund, det kan bla. ses af alle de dejlige fødselsdags tilbud som Byaasgaard byder på hele sommersæsonen, hver måned er der et nyt tilbud på hjemmesiden.

Campingpladsen er placeret i forbindelse med en gammel firlænget bondegård med stråtag, Byaasgaard som også har givet navn til campingpladsen. Selve gården, som er det første man møder, når man drejer fra Amtsvejen og ind på campingpladsen, er fra 1919. Men selve Byaasgaards historie går langt tilbage i tiden. I 1855, blev gården frigivet af Kong Frederik d. 7 fra at være fæstebonde til at være en fri bonde, mens den ældste længe kan dateres tilbage til 1802.

Man føler sig nærmest hensat til en Morten Koch film med den særlige danske hygge, når man kikker på gården og træder ind i kontoret/kiosken, som er bygget som en charmerende gammeldags købmandskiosk.

Der har været drevet landbrug på Byaasgaard helt frem 1964, hvor familien Henrichen valgte at skifte landbrug ud med camping. Et skifte som mange campister har været glade for igennem årene, og som mange stadig har stor glæde af.

I 2002 købte den nuværende lejrchef Allan Jørgensen pladsen, og blev dermed den anden ejer af Byaasgaard Camping. Campingpladsen har udviklet sig stille og roligt igennem årene og fremstår i dag som en moderne 3 stjernet plads, som også tilbyder mange af de faciliteter man ellers kun finder på 4 stjernet pladser.

”Hellere være en rigtig god 3 stjernet plads, end at være en dårlig 4 stjernet” svarer Allan på spørgsmålet om, hvorfor man så ikke er 4 stjernet og fortsætter: ”Vi ønsker ikke en plads med lige asfalteret vej og ligusterhække, vi sætter naturen og campisterne først, og det er ikke altid muligt med de krav der er til 4 stjerner”.

At udviklingen heller ikke stået stille på den gamle gård, som indholder mange af campingpladsens faciliteter, ses tydeligt. De gamle grisestalde er blevet til bade- og toiletfacilieter, kostalden er blevet til luksus familiebaderum og hestestalden er blevet til selskabs- og kursuslokale. Ja selv den gamle møding er bleven et dejlig hyggested med springvand og borde- og bænkesæt. Alt sammen moderniseret, men med omtanke for at det skal passe ind i gården miljø og stemning. Og der ingen tvivl om at det er lykkedes, stedet oser af charme og hygge.

Campingpladsen blev oprettet i 1964, inden det var blevet rigtigt populært at campere. Dengang var det blot en græseng uden de store dikkedarer. Der var et das og rindende vand. Alligevel fandt mange danskere stedet, og allerede i 1965 var campingpladsen blevet for lille, og man inddrog yderligere marker til brug for campingpladsen. Herved kom selve campingområdet til at fylde næsten 80.000 m2, og med de tilstødende arealer er pladsen i dag oppe på et samlet areal på knap 200.000m2 og kan rumme 300 campingvogne eller telte på én gang.

I starten var den typiske campist en telt campist med sit orange/blå villatelt, eller VW med en Sprite eller en MKP campingvogn på slæb. Campingvogne var typiske små vogne under 4 m og krævede ikke så meget plads som nutidens campingvogne på op til 10 m og endnu større fortelte. For at følge med pladsbehover har Byaasgaard igennem de sidste 10 år gjort deres enheder større, så man i dag har enheder på mellem 100-150 m2.

I takt med at campinglivet bredte sig, blev villateltene større og campletten holdt sig indtog. Efterhånden som danskernes økonomi blev bedre, kom der flere campingvogne og færre telte. Men de sidste par år er det igen blevet populært at hive teltet og campletten frem igen.

Byaasgaards placering og den fantastiske natur er med til at gøre pladsen til noget helt specielt. Byaasgaard kan byde på alt lige fra vand, enge, skov og alt det midt imellem. Pladsen har igennem årene fået en utrolig smuk og alsidig beplantning. Her er der både plads til træer, buske, blomster, dyrelivet og campister på én og samme tid.

Hele engarealet mellem campingpladsen og fjorden er udnævnt til bevaringsværdigt naturområde, netop på grund af naturen og fuglelivet. Og som Allan og Hanne (hr. Og fru lejrcehef) siger: ”Én ting er sikkert, nemlig at vi gør alt hvad vi kan, for at bevare og forbedre dette dejlige miljø”. Og lige som da pladsen åbnede i 1964 er filosofien den samme den dag i dag nemlig, ”Her skal være rart at være, og naturen er en vigtig del af pladsen”.

Vi er stolte over at have muligheden for at kunne byde vores gæster velkommen i så dejlige omgivelser. Her er en stemning og hygge som kun kan skabes i samarbejde med de mennesker, som kommer på pladsen.

Mere end en campist har igennem årene fortalt - ”At har man én gang været på Byaasgaard Camping, kommer man altid tilbage til Byaasgaard Camping”.

Det er stadig lige så dejligt at slentre en tur langs Roskilde Fjord, eller bare nyde udsigten over fjorden. Sådan en tur kan fjerne selv den værste stress og give ro i sjælen. Det er mere end svært ikke at komme i godt humør, når man først er ankommet til pladsen, derfor er det ikke ualmindeligt at blive mødt med et smil, når man færdes på pladsen.

Find mere info om den 50 år gamle campingplads Byaasgaard Camping her.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og til at målrette annoncer. Denne information deles med tredje part. Læs mere >>