Camping · Januar vågner campisterne traditionen tro op af deres vinterhi og begynder så småt at lade op til den kommende sæson. Mange lader op mentalt og henter inspiration på de danske campingmesser, og i år er der hele 3 af slagsen - København, Herning og Aalborg.
De to store messer afholdes hvert år i Bella Centeret og Messecenter Herning, hvorimod den mindste af trekløveret i Aalborg Kongresscenter kun er på banen hvert andet år.
Camping 06 i Bella Center foregår denne gang i dagene den 20-22 januar og som i de tidligere år slåes den sammen med den store feriemesse i den efterfølgende weekend - den 27-29 januar.
Ifølge messens hjemmeside beløber entrébilletten sig til 55 kr. pr. voksen, og kr. 35,- pr. barn. Herudover skal man betale for parkering - max. 50 kr. pr. døgn. Det er en afgift som Bella Center sidste år har fået meget kritik for, men har valgt at sidde overhørig. Dog har Bella Center rakt ud til "de fattige campister", ved at præsentere en pakke for 2 voksne og 1-2 børn.
Som noget nyt kan du vintercampere på en af Bella Center's parkeringspladser for kr. 475,- pr. vogn. Prisen dækker ophold 2 nætter (fredag og lørdag), og fri entré til Camping06 for 4 personer alle tre dage.
Camping 2006 i Aalborg Kongrescenter er landets mindste udstilling med "kun" 10.000 kvm. Udstillingen foregår i dagene 10.- 12. februar, og her er entrébilletten betalt når du har lagt kr. 50,- for voksne og kr. 20,- for et barn.
Ferie for Alle 2006 i Herning Messecenter som er landets største foregår i dagene den 24. - 26. februar. Også her er der sket ændringer siden sidste år. Dels udvides udstillingsområdet en anelse, og dels ændres der i årets store campistfest lørdag aften da den i år er flyttet til SAS arenaen's store VIP-lounge. Det er i år også Bellacenter der står for arrangementets udformning.
Kig med på messecentrenes hjemmesider, hvor du finder yderligere oplysninger om de tre messer.