10 campingprogrammer på DR1

Per Højgaard - Den 23/02-2007

Camping ·  DR1 tager forskud på sommerens og friluftslivets glæder med 10 programmer fyldt med tips, inspiration og gode campinghistorier fra det skønne, danske sommerland. Tag med ud i det blå mandag 5. marts kl. 19.30.

Savner du synet af solens første stråler på en dugvåd campingplads? Længes du efter en hyggestund med et køligt glas hvidvin i klapstole foran campingvognen? Eller kan du næsten ikke vente til den første dukkert i Vesterhavet?

Nu tager DR1 forskud på sommerens og friluftslivets glæder. I 10 programmer inviterer vært Anja Thordal alle os vinterblege danskere med ud i det skønne, danske sommerland, hvor hun vil byde på masser af inspiration og gode råd til campingsæsonen, der venter forude.

Tre retter på ét blus
Hver uge besøger Anja Thordal en ny campingplads, hvor hun får gode råd og historier fra de erfarne campister og tester alverdens campingudstyr.

Hvilken folde-ud-cykel holder f.eks. hele vejen ned til iskiosken? Og hvilket kogegrej skal man vælge til teltturen? Her får udstyret et ord med på vejen fra Campingland.dk's Per Højgaard der deltager i seks af programmerne som "udstyrsekspert".

I første program går turen til Sanddobberne ved Dragsholm Slot. Her kan du se, hvordan du nemt kan lave en lækker tre retters menu på kun ét blus, og høre, hvordan tidl. radio-vært, Jimmy Stahr, har skabt sin egen sjove camping-tradition sammen med børnebørnene.

Du kan også se teltet, der slår sig selv op på få sekunder, og møde camping-elev Mark Schedler, der skal købe og installere en teltvogn.

Lær campinglivets ABC
Gennem de 10 programmer afprøver Mark Schedler alle tænkelige campingformer - fra den primitive kanotur på Silkeborg søerne til luksusudgaven af campinglivet i autocamperen.

En af Danmarks mest erfarne campister, Anne-Vibeke Isaksen, giver gode råd til, hvordan man pakker småt, parkerer uden at ridse campingvognen og alle de andre ting, man skal være opmærksom på, når man er nybegynder.

Gorumetmad i det fri
Der er også gode råd til madlavningen. Man behøver nemlig ikke at leve af pasta, dåseleverpostej og forloren skildpadde, bare fordi man er på campingtur.

Hver uge møder Anja Thordal en dygtig kok eller gourmet, der leverer tips og inspiration til en anderledes gourmetmenu lavet i det fri. Og får du ikke lige det hele med, kan du finde opskrifterne på programmets hjemmeside. Her finder du også masser af gode råd til campingturen.

’Ud i det blå’ sendes første gang på DR1 mandag 5. marts kl. 19.30. Læs mere på programmets hjemmeside på DR1 der forventes i luften i uge 9.