Veltilrettelagt plads - alle faciliteter er tæt på
Meget velholdt - der er styr på alle detaljer
Fantastisk beliggenhed - ligger lige ved Lillebælt og gode badestrande
Godt poolområde og gode legepladser - masser af aktiviteter for store og små
Begrænset udvalg/kvalitet i caféen/restauranten
Lidt grumset havbund ved badebroen
'Sløve' håndtørrere i toiletbygningen
Direkte i vandkanten og alligevel med egen pool. Service der springer alle skalaer
Med det samme man kører ind på Sandager Næs Camping, er man klar over, at her er intet overladt til tilfældighederne. Alt er i den skønneste orden. Hækkene er klippet snorlige. Alt er fejet og plejet. Plænerne er slået pænt. Kort sagt, er der styr på alle detaljer.
Og det er et første indtryk, der bliver bekræftet, når man er blevet installeret på pladsen. Der er strøm og vand stort set lige ved siden af alle pladser. Musikken på toiletterne er velvalgt. Gratis internet. God skiltning. Og alle veje og stier er dejligt jævne og meget fremkommelige.
Når man så efter lidt tid får udforsket de mange muligheder og faciliteter på Sandager Næs Camping, så fortsætter de positive indtryk. Pladsens beliggenhed er fantastisk. Som campingpladsens titel antyder, så ligger den lige ud til Sandager Næs. Det giver en herlig udsigt fra mange af pladserne, og campingpladsens egne båd- og badebroer og sandstrand giver nogle unikke muligheder for vandsport og sejlads.
Havvandet er dog ikke de eneste muligheder for leg for vandhundene. For på campingpladsen er der nemlig et rigtig fint poolområde/badeland - i særdeleshed hvis man tager pladsens lidt beskedne størrelse i betragtning. Det er et badeland med flere bassiner og flere rutsjebaner.
På Sandager Næs Camping fordeler de 200 pladser og 13 hytter sig på 3,8 hektar. Dermed er det absolut ikke landets mindste campingplads. Det er heller ikke den største. Men den lettere beskedne størrelse bliver faktisk lidt en fordel. For alt på pladsen er lige ved hånden. Der er ikke langt fra den ene facilitet til den anden.
Indrømmet - denne anmelder er ikke nogen super-campist og har ikke frekventeret særlig mange campingpladser. Men jeg har rejst en del, og jeg kender til de væsentlig bløde værdier, der afgør om en ferie bliver god eller dårlig. Og de vigtige værdier og forudsætninger findes i høj grad på Sandager Næs: Højt humør, god service, søde medarbejdere.
Og når de eneste minusser man kan finde, er småting som lidt sløve håndtørrere på toiletterne, begrænset udvalg i caféen og lidt smattet sandbund ved stranden, så ved man, at det er et rigtig fint og godt sted, man er kommet til.
Men måske denne anmelder ser tingene med forkerte briller. Derfor fandt jeg frem til ægteparret Hanne og Jens Bertelsen, som er kommet på Sandager Næs Camping i godt 25 år. Også her var konklusionen klar:
"Det er en pragtfuld plads. Der er jo aktiviteter for alle" fortæller Hanne.
Ægteparret er fastliggere og har løbende besøg af børn og børnebørn.
"Vi kan godt lide, at det er til at overskue," lyder det fra Hanne, som hurtigt suppleret af Jens:
"Og så er vi tiltrukket af vandet. Vi fisker meget. Naturen er pragtfuld på alle måder her omkring."
Sandager Næs Camping drives af Michael og hans kone Trine, som har stået i spidsen siden januar i fjor. Her overtog de pladsen fra Michaels forældre, der reelt startede pladsen i 1976.
"Det oplagte svar på, hvad der skiller os ud fra de andre, er beliggenheden. Men det er også den intime stemning," forklarer Michael.
"Men jeg tror også, at vores drift er med til at skille os ud. Vi prøver hele tiden at yde vores maksimale. At give kunderne god service. Men også at sørge for, at der er god rengøring og meget ordentlig vedligeholdelse. Det bruger vi mange timer på.", siger lejrchefen.
Og det kan mærkes som gæst. Som tidligere skrevet, så er der styr på tingene, der tænkt på detaljerne og man bliver mødt med stor gæstfrihed når man kommer på Sandager Næs Camping.
Se flere facts og billeder fra Sandager Næs Camping her