Camping for hele familien - også hundene


Her føler hele familien inklusiv hunde sig hjemme.
Godt 20 minutters kørsel fra Rønne ligger Lyngholt Familiecamping, hvor hele familien inklusiv hunde kan føle sig hjemme.
Vi boede tre dage på pladsen i juli og blev modtaget af pladsens ejer Pia, selvom vi kom i middagspausen. Der var et nummer, som vi kunne ringe på.

Om pladsen
Hele pladsen er omringet af et nedlagt granitbrud, der har fået lov til at udvikle sig på naturens præmisser og er blevet til en smuk skov med mange små vandhuller.

Pladsen har alt, hvad man kan forestille sig: Svimmingpool, spa, sauna, solarie, gratis bordfodbold, gratis airhockey, gratis pool, gratis bordtennis, hoppepude, minigolf, fiskesø og et rimeligt velassorteret minimarked.

Pladserne er samlet i små hyggelige gader og pladser og hytterne er spredt over pladsen.

Der er et par kilometer ned til nærmeste strand.

Pladsen har en hyggelig og rar atmosfære og her er luft og albuerum selv i højsæsonen, hvor vi besøgte pladsen.

Aktiviteter
Der er mange aktiviteter på pladsen for både børn og voksne: Snobrødsbagning, silderøgning, fællesdans, fodboldsturnering, aquagym og vandpolo.

Seværdigheder
Pladsen ligger centralt for Hammershus, klipper og små hyggelige havne. Specielt har vi været et par gange i Allinge og nydt havnen og Allinge Røgeri. De lokale anbefaler ellers Nordbornholms Røgeri, som vi ikke nåede at prøve. Vi fik også en god frokost på en ny café kaldt Den grønne frø.

Ellers er der ikke langt til Gudhjem og dens små hyggelige handelsgader for slet ikke at tale om Svaneke, som nok tog os mest med storm, da butikkerne ligger meget samlet, og der var rigtigt mange mennesker og en virkelig god stemning.

Wifi og mobildækning
Pladsen har gratis wi-fi, som er noget af det bedste, som jeg har oplevet på en campingplads uden at det siger for meget.

Til gengæld ligger pladsen lige ved siden af en stor mobilmast, som gav flere ?pinde? på 4G på 3 og sikkert også på andre selskaber.

Primær målgruppe
Pladsen er bedst egnet til familier, som navnet også siger. Så unge mennesker, der er ude efter en fest skal finde et andet sted. Her er der fokus på hele familien.

Hunde har alt
Denne plads har et indhegnet område, hvor hundene kan løbe frit. Der er hundebad, hvor Fido kan få et brusebad. Der er også gode muligheder for at lufte hunden i skoven rundt om pladsen.

Fast pris på bad
Bad afregnes med kr. 3,00 per person per dag, så man skal ikke rode rundt med småmønter til bad eller have et kort, som skal aflæses ved afrejse og forsinker udtjek. Super dejligt og en god idé, som andre kunne tage ved lære af.

Pladserne
Pladserne er store og alle med en jævn plæne. Nogle hælder lidt, så det skal man lige være opmærksom på, at man ikke får en af de pladser. Næsten alle pladser har sol og ingen ligger decideret under træer.