En rigtig naturplads
Gode faciliteter
Nem adgang med offentlig transport
Langt til stranden
Vejene er ikke asfalteret
Centralt på Djursland tæt ved Sommerland og Dyreparker
Kom og oplev pladsen som byder på et væld af aktiviteter og skøn natur. Djurs Hytteby & Camping ligger midt på Djursland - tæt på mange attraktioner og kun 2 km fra Djurs Sommerland. Pladsen er omgivet af et smukt naturområde på 16 tdr. land - en del heraf er løvskov, nåleskov, vandløb, græsarealer og Djurs Fiskesø. Her findes ræve, rådyr, egern og mange småfugle.
Faciliteter:
Pladsen giver gæsterne mulighed for sol, læ og skygge, og der findes sektionsopdelte pladser, særskilte områder uden opdeling og teltpladser nær toiletbygningen. Enkelte teltpladser ligger tæt ved åen. Der er også en kategori af luksus-pladser med eget afløb og egen vandforsyning. Der er faciliteter til campister i autocamper, og der findes vandhaner overalt i området. Herudover findes der fælleshus/sanitetsbygning med spisepladser, kogeplader og vaske med varmt og koldt vand.
Aktiviteter:
Djurs Hytteby & Camping byder på mange aktiviteter - både for voksne og børn. F.eks. er der i højsæsonen 3 ugentlige bålaftener, hvor der er mulighed for at købe pølser, øl, rødvin, sodavand/cola og snobrødsdej til rimelige priser. Der bages snobrød og steges pølser over gløderne, en rigtig hyggelig familieaften. Mange af aktiviteterne på pladsen er gratis. F.eks. TraktorTur rundt på pladsen med afgang fra informationen. Traktorturen giver gæsterne chancen for at se pladsen i et sjovt og anderledes perspektiv. På den sydlige del af pladsen findes Djurs Fiskesø. Søen er ca. 7.000 m2 og ligger omkranset af en del ældre træer mod nordvest og et bakkedrag mod sydøst. Hermed dannes der en smuk ramme om fiskesøen, som ligger i læ ved de fleste vindretninger. Man har som gæst mulighed for at fiske og sejle ud på søen i jollen - dette er også gratis.
Pladsen kan byde på mange andre aktiviteter, f.eks. byvandring med lejrchefen i Nimtofte by, Troldmanden på pladsen, der tryller for hele familien, vinsmagning, hvor der smages på vine fra hele verden, bankospil, historiefortælling om Djursland fortalt af lejrchefen, grisefest, hvor interesserede kan følge med i stegningen, og bogcafé hvor lejrchefen fortæller om sin nyeste bogudgivelse VESTKYSTBUNKER. Derudover findes naturligvis en boldbane som står klar uanset om man er til frisbee eller familierundbold.
Djurs Hytteby & Camping er typisk familieplads, hvor mange vender tilbage år efter år.