Bogense Strand Camping åbner miljøvenlig miniby med samvær i fokus

Campingland.dk - Den 23/05-2019

Campingpladser ·  Ingen biler. Ingen stress. Masser af frihed. Sådan lyder et nyt tilbud fra Bogense Strand Camping fra 19. juni, når Nordfyns Borgmester, Morten Andersen, klipper snoren til Aloha Camp.

Aloha Camp er et nybygget område på campingpladsen specielt dedikeret til alle outdoor-typer, som elsker det primitive friluftsliv. Til klimaentusiaster, som ved hvor sejt det er at være CO2-neutral. Og til alle kvalitetsbevidste, som værdsætter fremragende håndværk, selv om det er enkelt.

Billig overnatning, motorfri zone, samt frihed og fællesskab var de spirende tanker hos lejrchef Kim Petersen, der nu er vokset sig til Aloha Camp.

- ”Vi har bygget to store shelters, hvor familier i fællesskab får uforglemmelige naturoplevelser under måneskin i de lune, lyse, danske sommernætter,” fortæller Bogense Strand Campings lejrchef.

Det miljørigtige Aloha Camp byder også på andre overnatningsmuligheder end shelters. I ”byen” står også seks store ISABELLA-telte, som hver har to soverum, et opholdsrum og en veranda.

For selv om det er primitiv livsstil, må det jo gerne være kvalitet og lækkert. ISABELLAteltenes veranda er ideel til at nyde frokosten, som I kreerer i det nye, åbne og overdækkede
køkken, der hører til Aloha Camp. I øvrigt med rigelig plads til, at I kan invitere naboteltet med til spisning.

Udover de store ISABELLA-telte er de også mulighed for at leje små spidstelte, som er placeret på repos i trætoppene. Der er altså mulighed for at vågne til fuglesang med en lille kæp i øret. Bogstaveligt talt.

I følge lejrchef Kim Pedersen appellerer Aloha Camp ikke bare til én målgruppe.

- ”Vi har bygget Aloha Camp som et tilbud til alle dem, der af forskellige årsager ønsker en autentisk friluftsferie. Til ægteparret på cykelferie, som ikke orker at slæbe teltet med rundt. Til de eventyrlystne, der vil prøve noget anderledes. Til den enlige forælder, der måske ikke har penge til charterferien. Til virksomhedens team-building, hvor ingen forstyrrende elementer fjerner fokus. Og så gør det jo heller ikke noget, at vi har gjort Aloha Camp praktisk talt CO2-neutral. ”


> Læs mere om den nye Aloha camp her