10 års jubilæum på Husodde Strand Camping

campingland.dk - Den 13/03-2018

Campingpladser ·  Det bliver udenrigsminister Anders Samuelsen, der klipper snoren til den nye feriesæson på Husodde Strand Camping. Det sker søndag 25. marts, kl. 9.00, hvor campingpladsens sæsonliggere og øvrige gæster bliver budt velkommen af ministeren, der selv bor i området.

Den nye sæson er samtidig værtsparret Dorthe og René Kofoeds 10. sæson på Husodde Strand Camping. Og i følge Dorthe og René måtte denne milepæl gerne markeres på en lidt særlig måde.

”Vi er glade for, at Anders Samuelsen i et sikkert ellers travlt liv som minister, vil ofre os og vores gæster den opmærksomhed at være med til skyde vores jubilæumssæson i gang”, fortæller René Kofoed.

10 travle år på Husodde Strand Camping
Det har været 10 travle år for det lokale værtspar for en af egnens største campingpladser. Ikke alene har de siden starten formået at fordoble omsætningen og øge antallet af gæster med mere end 30 %. De har også med stor succes indført et populært koncept, der hedder ”Pladser, der passer”. De har delt campingpladsen op i tre pladsområder: Børn, Fred og Ro samt Udsigt. På den måde kan deres gæster vælge
en plads til fx deres campingvogn eller telt på campingpladsen, der opfylder deres ønsker.

De seneste år har campingpladsen også udvidet børneområdet, drænet store områder for vand, lavet ny indkørsel, renoveret hytterne og meget mere.

Og for de lokale borgere, der mest kommer til Husodde Strand for at bade, er campingpladsen også meget populær på grund af campingpladsens kiosk, der både sælger kaffe, belgiske isvafler og gammeldags isvafler med guf, syltetøj og flødebolle.

I øvrigt fejrer Husodde Strand Camping sit 10. års jubilæum 15. juni med en reception, hvor der bydes på pølser, fadøl og underholdning for børn. Her er alle interesserede velkomne til at kigge forbi og opleve ferielivet på en campingplads.

> Læs mere om Husodde Strand Camping her