På tur · Indbegrebet af dansk julestemning kan opleves, når Gavnø byder på klassiske danske juletraditioner, når det er bedst.
Baronessen på Gavnø Slot elsker julen og startede derfor Julebazar på Gavnø Slot, som i dag er Danmarks største. Flere end 200 stande er fordelt i de historiske avlsbygninger fra 1800-tallet, som danner ramme om arrangementet.
Forestil jer at passere den lille stenbro til øen Gavnø og se slottet åbenbare sig som den smukkeste kulisse. Duften af ristede kastanjer eller mandler, honning- eller peberkager og gløgg fylder luften.
De gamle avlsbygninger er fyldte med traditionelle hjemmelavede juledekorationer og nisser, julepynt, brugskunst, delikatesser, smykker, vin, spiritus med mere.
Gavnø byder på smagsprøver af eget øl, vildtpølse, gartnermost og calvados. Sådan er et julemarked på Gavnø - traditionsrigt, ligesom det skal være.
De mindste kan blandt andet opleve et besøg hos selveste Julemanden, som deler godter ud, ponyridning i slotsparken, snobrød i Tibi, skattejagt, Sørøverland, gammeldags æbleskiver.
Julebazaren er åben lørdag og søndag, den 10. og 11. november klokken 10 - 17
Gavnø Slot ligger på Gavnø 2, 4700 Næstved
Arrangementet koster 60 kroner for voksne og 25 kroner for børn. Til gengæld er der gratis parkering for alle.